Denne post er en opsamling fra deres udsendte på konferencen New Media Days 2008, som blev afholdt for 4. gang onsdag d. 8. og torsdag d. 9. oktober 2008.
New Media Days er med arrangørernes egne ord “den årlige konference om nye medier, hvor både nye og traditionelle spillere fra mediebranchen mødes på tværs af de sædvanlige brancheskel. [... ] På New Media Days 08 undersøger vi realiteterne bag den nye optimisme, lærer af de succesfulde – og mindre succesfulde – spillere og henter inspiration fra de pionerer, som viser vejen for os andre. Det fælles udgangspunkt er, at den digitale udvikling ændrer spillereglerne for os alle.”
Talerlisten var interessant og konferencen var vanligt udsolgt et par uger før tid. Programmet var omfattende så dette er kun et lille udpluk af indlæg.
ONSDAG
Åbning
Kulturminister Carina Christensen var forhindret i at komme. Til gengæld lavede Mads Brügger en underholdende intro om, hvordan han havde forsøgt at få hhv. Birthe Rønn Hornbech og Morten Lund til at komme i stedet og endte med at fyre en bordbombe af på scenen for at markere åbningen. David Weinberger, der var dagens første taler sad i sofaen bag ved og iagttog med stigende undring sceneriet, der udspillede sig foran sig. Jeg morede mig – døm selv.
David Weinberger: Media in a miscellaneous world
Weinberger holdt et veloplagt oplæg om, hvordan måden, vi arbejder med information, ændrer sig. Jeg bed mærke i følgende pointer (der var sikkert flere):
- Internet is not a media but a social world
- We have moved beyond content – it’s all about connecting people
- It’s the end of scarcity and control (som eksempel brugte han forsiden og dens begrænsede plads med et budskab om at forsider er ligegyldige nu. Brugerne lander alle mulige andre steder end på din forside)
- Metadata gør uendelige strukturer på information muligt (hans eksempel er offline verdenens kartotekkort i modsætning til online verdenens tags. Ethvert stykke information kan i princippet have uendeligt antal metadata tilknyttet, der alle fortæller noget om informationen)
- We have more of everything – abundance of good stuff is our challenge (as opposed to abundance of bad)
- Messiness is a virtue. It creates new patterns of meaning
- The new frontpage is links
- Content needs to be connected or it’s dead
- Knowledge is between us
Vil absolut anbefale webcasten.
Jonathan Harris: Surveillance, self-exposure and storytelling
Det var svært ikke at fatte sympati for Jonathan Harris, der fra starten var ærlig, uprætentiøs og personlig i hans fremtræden såvel som hans slides. Harris bevæger sig i spændingsfeltet mellem antropologi, teknologi og kunst, og dette har resulteret blandt andet i projektet www.wefeelfine.org.
Det er et facinerende site, som bør opleves snarere end beskrives. Kort fortalt står der et antal servere med et program installeret der overvåger alle (?) engelssprogede blogs for forekomster af “feel” og “feeling”. Når programmet støder på et af disse ord klipper den hele sætningen som ordet indgår i og crawler derefter bloggen for mest mulig information om afsender (informationer såsom tid, køn, alder, lokalitet, billeder, vejret på det tidspunkt hvor posten blev skrevet etc.). Alle disse blog-linier repræsenteres i udgangspuntet som geometriske former, der flyder rundt på en sort baggrund i i et mønster, der udviser menneskelige træk (samles om musen fx.) og med forskellige farver alt efter om følelsen er positiv eller negativ. Men man kan få vist alle disse følelser på et utal af forskellige måder fx. undersøge hvem der i alderen 30-35, bosiddende i København, mens solen skinnede følte sig “bancrupt” eller “loved”. Man kan få følelser vist som en montage hvor billede og blogpost vises sammen i en stor collage, hvilket resulterer i morsomme, absurde, tragiske eller livsbekræftende sammenstillinger. Man kan få histogrammer over følelser, kronologisk rullende lister over følelser og oversigter over de mest dominerende følelser (hvilket ifølge Harris altid er “better” og “good”).
Prøv det!
Harris fortalte om et par af hans andre projekter, som også var tankevækkende. Læs mere om hans arbejder her.. Der er desværre ingen webcast.
Tyler Brûlé: Observing the current state of media
En noget anden type end Harris. Grundlægger af det navnkundige Wallpaper og nu grundlægger og Editor-in-Chief af magasinet Monocle lanceret februar 2007.
Ikke uden humor dog. Startede med at udlodde november-udgaven af Monocle (endnu ikke offentligt) samt en stak af oktober udgaven til de bedste spørgsmål fra salen. “I don’t know why you Scandinavians come to these conferences because you never say a word”. Spiddede senere restaurationsbranchen i Oslo med deres guldhaner og mamor og kaldte Norge for nordens Dubai.
Derfra var indlægget mere en mission for kvalitetsjournalistik, hvilket jeg gætter på at salen syntes er en fortræffelig sag, men ikke svaret på mediebranchens store udfordringer. Ben Hammersley fra Wired havde i øvrigt samme pointe præsenteret i en lidt anden form og fik nogle beske kommentarer med på den konto. Mere om det senere.
Når man er Tyler Brûlé kan man uden problemer rejse family funding fra 6-7 af de rigeste familier i verden og undgå korsfæstelse på venturekapitalens alter. Man kan derfra søsætte et ambitiøst anlagt magasin, hvor nogle af verdens bedste journalister laver dybdeborende journalistik i hovedsteder såvel som udkantssteder. Man kan tillade sig at vrage annoncører ud fra en holdning om, at man aldrig nogensinde ønsker at omtale deres produkter, i en tid hvor alle andre medier slås på liv og død for den næste annoncekrone. Man kan vælge aldrig nogensinde at ville bringe artikler om kendte mennesker (men stadig være lidt stolt af at have spottet en ukendte guvernør i Alaska længe inden nogle sagde vice president). Og man kan lave indstik til sit blad, der er hæftet med en elastik som ældre mennesker på plejehjem i det sydlige England får penge for manuelt at sætte i hvert eneste blad, der distribueres til over 50 lande worldwide.
Men hvorfor ikke blot lancere samme kvalitetsjournalistik på nettet og få indholdet beriget med diskussion, kommentarer, links og tags fra tusinder af læsere?
Ifølge Tyler fordi han ikke arbejder gratis. Et synspunkt som jeg har meget stor respekt for. Sekundært pga. hans store kærlighed til printmediet og dets håndgribelige fysiske form (mine ord).
Og han ser også absolut deres website www.monocle.com som en integreret del af deres brand og lovede at der var innovation på vej på den front. Hvad det indebærer skal man nok følge Monocle tættere for at få at vide.
Desværre er der ingen webcast fra dette oplæg.
PS: et andet spørgsmål fra salen lød: “Tjener I penge?” hvortil svaret var “ja, vi er forud for vores budgetter og oplagstal”.
Joichi Ito: An explosion of innovation
En internet celebrity. CEO of Creative Commons. Co-founder of Digital Garage, CEO of Neoteny og i bestyrelsen for Technorati. Også investor i et dansk start-up, Story Planet, startet af Bjarne Myrthu, som blev præsenteret i en anden session.
Ito brugte efter min mening lidt for lang tid på at tale om det han kaldte layers of open innovation: fra Ethernet, TCP/IP og Web frem til Create Commons og kronologien i udviklingen. Men derefter fortalte han om hvordan man indenfor rammerne af Creative Commons kan rumme amateur innovation og brugergenereret indhold. Var i øvrigt også uenig med både Tyler Brûlé og Ben Hammersley i at 99% af alt brugergenereret indhold er crap og pointen var nogenlunde as goes “There is a kind of amateur quality comming up. If you give it enough time wisdom of the crowds does work. We have to create the right model”.
Create Commons har udviklet en juridisk ramme, der gør det muligt for amatører at arbejde med copyrigth, specificere hvordan deres indhold må bruges og rent faktisk have adgang til kontraktslige dokumenter, der kan bruges til at håndhæve disse rettigheder. Det nuværende Creative Commons arbejde gør det muligt for ophavsmand/kvinde at specificere om deres indhold skal krediteres med kilde, må ændres, anvendes kommercielt eller må bruges forudsat konteksten det bruges i også er åben. Kombinationen af disse rettigheder giver 6 licenstyper som kan anvendes af alle med tilhørende juridisk materiale i 47 forskellige sprog. Hermed bliver det reelt muligt for det enkelte individid at håndhæve rettigheder til det indhold, de producerer.
Ito havde en interessant pointe i den sammenhæng. Det er på sin vis paradoksalt at der arbejdes så meget med copyright for det er ikke den største udfordring som indholdsleverandører står overfor. Udfordringen er derimod at blive fundet i uendelige mængder af information, der findes online: we have a discovery problem, not a delivery problem – en betragtning som rummer mange interessante perspektiver.
Ito spår desuden at online indtjening baseret på volumen salg vil dø: The future of business is about taking more money from fewer people rather than a few money from a lot of people.
Hør webcasten for flere detaljer.
Mike Walsh: Tomorrowland – Tales from a near future
Et rigtigt godt indlæg. Igen vil jeg anbefale webcasten. Walch har en baggrund som CEO for Jupiter Research i Australien og er lige nu i gang med at afdække den næste generation af digitale media trends i Asien.
Han indledte med at slå fast at den bedste indikator for forandring er ændringer i menneskelig adfærd fremfor ændringer i teknologi. Det skifte vi ser lige nu er et skifte fra broadcast medier til det Walch kalder et audience netværk hvor der ikke er én ansvarlig for produktion, distribution og markedsføring af indhold, men mange. Asien er interessant i den sammenhæng fordi størstedelen af de asiatiske befolkninger er under 30. Han ser 10 tendenser lige nu:
1) Social: 16% af vores medietid bruges på ting, der ikke eksisterede for 3 år siden såsom Facebook. Tilsvarende er der i Asien vokset sites frem, der har flere hundrede millioner af brugere om dagen. Vi opdager vores information gennem vores personlige, sociale netværk, og det har massive implikationer for, hvordan man i fremtiden skal nå sine kunder.
2) Play: I modsætning til Vesten er internettet i Asien lig med underholdning såsom musik, IM, tv, nyheder og spil. Brands såsom Coca Cola markedsfører sig derfor nu også via dominerende spil såsom World of Warcraft. I Asien er forretningsmodellen bag spil bygget på køb af fx ekstra power-ups, hvilket afspejler en grundlæggende forskellig holdning fra Asien til Vesten. Her er det det okay at man køber sig til styrke i sine spil, mens man i Vesten ser det at købe sig til kræfter udefra som en form for snyd. Den bedste skal vinde – ikke bare den der har flest penge.
3) Anywhere: I Asien er der nu bygget tv-modtagere ind i stort set alle mobile devises, hvilket betyder at folk ser tv overalt, i subway’en, i biler og mens de går på gaden. 2D stregkoder er ligeledes allestedsnærværende hvilket muliggør øjeblikkelig adgang til websites med information på mobilen.
4) Where: GPS bliver indbygget i alle telefoner, hvilket åbner for en helt ny type applikationer. Walsh gav et ekstempel med Louis Vuitton, der har lavet et markedsføringstiltag, de kalder Soundwalk. Her går kendte skuespillere en tur igennem Hong Kong, Beijing eller Shang Hai mens de kommenterer hvad de ser. Denne tur kan man downloade til sin telefon og gå turen med dem: Louis Vuitton Soundwalk
5) Overlay: en ekstra dimension til virkeligheden (Walsch taler om augmentet reality experiences) dvs. at internettet giver nye dimensioner til den konkrete oplevelse. Se eksempler i webcast.
6) Viral: kunne også kaldes super-distribution dvs. eksponentiel spredning af information. Et eksempel er tagget “080808″, man fandt på i Kina i forbindelse med OL. Det gør det muligt på tværs at en lang række kanaler at samle brugergenereret indhold som handler om OL.
7) Avatar: Børn bruger så meget tid på internettet at deres online karakter betyder mere for den enkelte end deres fysiske fremtoning. Et stort online univers i Kina hedder QQ. Det har over 200 mill. brugere og en møntenhed de kalder QQ-coin. QQ omsatte sidste år ca. 500 mill. US$ hvoraf kun 10% er online advertising. Resten er salg af tøj, add-ons og deltagelse i spil, konkurrencer mm. i universet. Tilsvarende online universer ses i Japan hvor mobiluniverset Mobage er kæmpe stort. Køber man et par Adidas kan man scanne en 2-d kode så ens avatar i Mobage automatisk også får skoene. På sigt vil Nike potentielt tjene flere penge på at sælge digitale sko i virtuelle verdener end på deres fysiske sko, fordi indtjeningen er så meget bedre.
8 ) Mediajack: Metaforen er at forbrugeren så at sige kaprer et medie og omgår de restriktioner som mediet forsøger at sætte. Et eksempel er udfordringen for filmindustrien i Korea, hvor der er 40mbit bredbånd og den gennemsnitlige koreaner downloader 54 film om året. Erkendelsen af at det ikke kan lade sig gøre at kontrollere indhold, at formater dør, betyder at virksomheder skal finde ud af hvordan de kommercialiserer indhold på andre måder. Et eksempel er fx. at indlejre reklamer i starten og slutningen af film, så den øgede distribution ved piratkopiering er et gode fremfor et onde.
9) Now: Flere og flere ser tv online i stedet for at se det på normalt tv. Hermed bliver det fx. attraktivt at disintegrere det traditionelle flow-tv til enkeltstående shows i målrettede kanaler. Fx. har MTV med stor succes lanceret sites for deres mest populære shows: South Park og Jack-ass, hvor der er langt mere indhold end bare serien.
10) Free: Det er kun det sjældne, der er noget værd på nettet. Det velkendte eksempel er musikere og hele pladeselskaber, der forærer deres musik væk gratis for at kunne tjene pengene på det sjældne, som i det tilfælde er interaktionen med musikeren i forskellig form. Som Avril Lavignes manager udtrykker det “we capitalise on emotions”.
Walsh sluttede af med at understrege, at de eneste, der kan udøve kontrol, er brugerne og det mest afgørende for virksomheder er holde øje med ændringer i brugernes adfærd.
Ben Hammersley: Beauty is truth, Truth is beauty – web 3.0
Dette var nok det mest skuffende indlæg jeg hørte (webcast her). Måske fordi titlen indikerede at der ville komme et bud på web 3.0 og så fordi jeg antog at en associated editor af Wired Magazine må have noget spændende at byde på. Det havde han ikke – i hvert fald ikke den dag.
Oplægget til indlægget lovede os, at Hammersley ville udpege de forældede elementer i 2.0 bølgen og guide os i den rigtige retning. Godt så. Det handlede dog mest om blogs og aviser. Han understregede, at han anser avisers introduktion af blogging og online kommentater på deres sites er den ultimative dødssejler: 99% af det der skrives er crap der ikke tilfører produktet værdi.
Han var rystet over manglen på selvværd og tro på kvalitetsjournalistik han oplevede i de gamle medier. Han så et stort behov for at genrejse den faglige stolthed troen på det håndværk det er at lave god journalistik. Så web 3.0 er for Hammersley et opgør mellem amatøren og den professionelle og aviserne må bekende tro for at overleve.
En ting var jeg meget enig i. Det er skræmmende hvordan almindelig sund fornuft og forretningssans forsvinder hos beslutningstagere, når noget (som fx. 2.0) bliver buzzet frem i medierne. Værktøj har sjældent værdi i sig selv. Det er brugen af dem, der betyder gør forskellen.
Et panel bestående af Ito-all-Japaneese-newspapers-are-going-bancrupt-anyway, Hammersley-2.0-is-dead og Brûlé-magazines-are-still-cool ville måske have været mere sprængfarligt.
TORSDAG
Paneldebat: Nye medier – nye vækstpotentialer
Tordag startede med en mediepaneldebat med medieordførere hvor Morten Helveg fra de Radikale og Ole Hækkerup fra Socialdemokratiet glimrede vil deres fravær. Fra et politisk perspektiv blev det dermed en rimelig tandløs debat mellem Ellen Trane Nørby fra Venstre og Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti som Cecilie Beck fra TV2 med hjælp fra Chris Mottes, Deadline Games, Stephan Stephensen, Mingoville og Christian Peytz, FDIM prøvede at sparke liv i.
Hvis nogle trods denne ophidsende intro gerne vil se debatten, kan webcasten ses her.
Tariq Krim: The social shift
Krim som er founder of Netvibes, talte om hvad 2.0 betyder for virksomheder, brands og medier. Han indledte med et snapshort af headlines, der belyste finanskrisen og dens betydning for online forretningsmodeller – se webcast, de er ganske tankevækkende.
Men derefter diskuterede han den accelererende udvikling af nettet med følgende pointer:
1) Internet is a saturated market
Den første er ikke længere den første. På stort set alle produkter og services er der intens konkurrence. Der er mere indhold end vi kan absorbere. Så det kan undre at masser af virksomheder stadig lancerer websites som for 10 år siden med massemarkedsføring og store kampagner. Dertil kommer at det vi i dag anvender som værktøj er ved at miste deres kraft. Når alle er gode til SEO så virker det ikke længere som differentieringsparameter. Tilsvarende er der en reel krig mellem virksomheder der vil leve af behavioral advertising (Microsoft / Google / AOL).
2) Social attention is cannebalising media attention
Den pointe kan næste stå for sig selv. Vi vil hellere bruge tid med vores venner og deres information end på officielle medier. Krim coinede udtrykket Permanent Partial Attention Syndrome , dvs. at ingenting nogensinde har vores fulde opmærksomhed, som en faktor der gør det endnu sværere at trænge igennem til brugeren.
Og så har monetization modellen i sociale netværk et problematisk aspekt: i realiteten ønsker man at tjene penge på venskaber og nærhed. Kan det lade sig gøre?
3) We are moving from information society to the conversation age
Pointen er at alt nu handler om samtaler. Vi får vores viden fra vores sociale netværk og applikationer (såsom Twitter), RSS og widgets handler om at føde indhold til denne samtale. Udfordringen for virksomheder bliver dermed, hvordan de bliver en del af denne samtale.
Se webcast her.
Paneldebat: Show me the money
Inden frokost var jeg til paneldebat med Bjarke Myrthu, Story Planet, Nikolaj Nyholm, Polar Rose og Tommy Ahlers, ZYB faciliteret af Tim Frank Andersen.
Udgangspunktet for paneldeltagere var meget forskelligt. Myrthu står med (sit første?) forretningskoncept, der først nu tager form og hvor kapitaliseringsmodellen endnu er usikker. Nyholm er serieentreprenør, i gang med endnu et start-up og så rutineret at han også tjener penge på at rådgive andre virksomheder med at finde rundt venturekapitalens jungle. Og Ahlers er entreprenøren der er lykkedes første gang og har en succes at tale ud fra. Fælles for Nyholm og Ahlers var i øvrigt at de begge havde fået penge fra Nordic Venture Partners. Tim Frank Andersen både entreprenør og venture kapitalist (IVS) sad med microfonen.
Det mest interessante set med mine øjne var, at det er en særlig diciplin at hente penge i venturebranchen. De juridiske modeller, der er udtænkt af VC’erne og derfor primært har til formål at beskytte VC’erne, bliver tiltagende komplekse. Måden hvormed man som VC’er sikrer sig sine investering går fra beskyttelse mod udvanding når næste investor kommer ind (hvilket efterlader founders til ekspropriation) til reel pansætning af founders ejerandele i en model hvor man over en årrække herefter genindtjener sit ejerskab af virksomheden.
Som entreprenør er det et dilemma hvornår der skal hentes penge ind. På den ene side gælder om at opbygge mest muligt værdi i selskabet inden kapitalen hentes ind. Penge hentet tidligt i forløbet typisk er dyre i form af ejerandele og dermed uafhængighed (investeringen er usikker). Omvendt kan det være svært at få momentum i virksomheden hvis finansieringen halter.
Og når man så endelig får kapital gælder det om at få tilstrækkelig med kapital til at få økonomisk og tidsmæssigt råderum. Ifølge panelet tager det alt fra 6-12 måneder at forhandle en aftale på plads. Det vil sige hvis beløbet man henter kun holder virksomheden oven vande et år, kan man begynde en ny VC-runde så snart den første er afsluttet, noget der selvfølgelig fjerner forkus fra drift og udvikling.
VC’ere er heller ikke ens. Mens nogle kun repræsenterer kapital rummer andre også adgang til erfaring, værdifulde netværk og viden, hvilket i sidste ende kan vise sig mere værdifulde end kapitalen i sig selv.
Man kunne ikke lade være med at misunde Tyler Brûlé og al hans adgang til family funding.
Seneste Kommentarer