Er du på FaceBook…? Flickr? Twitter? LinkedIn? Gmail? Live Messenger? Også Orkut!!?
Hvornår og hvor meget er du på?
Hvis du kan svare ja til nogle af disse sociale tjenester, så er du sikkert også forbundet til dem hver eneste gang din pc er tændt. For mens i hvert fald Messenger ligger og demonstrerer din online tilstedeværelse til højre på din taskbar, så sørger de andre tjenester som minimum med at ”pinge” dig via e-mails til at besøge dem dagligt. Det kan også være du har forskellige apps og browservinduer åbne, således du er forbundet hele tiden.
Måske gælder ovenstående ikke dig, men det gælder rigtig mange danskere, især de unge. Når de forlader deres pc, for at tage bussen, gå til sport eller gå en tur ned i byen holder deres virtuelle sociale behov ikke op. De tager mobiltelefonen med og bruger dens tale- og sms-muligheder på præcis samme måde som internettjenesterne, til at holde en kontakt til et stort netværk, hvoraf en del kun vedligeholdes virtuelt.
Mobiltelefonen er ALDRIG slukket. En sms venter ikke på at du åbner din inbox, den springer lige op til mobiltelefonens brugergrænseflade og animerer til handling. Med mobiltelefonen er vi altid på. Sagen er, at mange danskere ønsker at vedblive ”tilstede” i deres virtuelle netværk selvom de ikke sidder ved computeren.
Hvordan udnytter de danske indholdsleverandører så denne situation?
Ganske utilstrækkeligt.
LinkedIn, Facebook og de andre sociale services har lanceret mobile udgaver af deres sociale tjenester. Mobilwebsider, der kan tilgås på fx m.linkedin.com. Foreløbig er det dog småt med nytænkningen. De mobile udgaver er bare nedskalerede udgaver af desktop-versionerne. De største danske mobilwebsites er primært nyhedssites og de leverer stort set bare rss-feeds med lidt grafik.
Men, hvorfor ikke imødekomme det faktum at danskerne faktisk er online konstant via deres mobiltelefon?
Ved at koble sms-udsendelse og evt. bluetooth zoner med mobile websider kan man køre kampagner, der fastholder modtagerens interesse og gør hende til en deltager i kommunikationen.
Kl. 7 sidder mange unge og spiser morgenmad - hvad med at fortælle dem gode tips til at gøre morgenmaden mere lækker med frugt – eller lade dem deltage i en hurtig e-læringsquiz om forskellen på fibre og kulhydrater?
Kl. 7:30 er danskerne på vej i bussen til skole/arbejde. Hvorfor ikke fortælle dem om vejret i eftermiddag og hvad der sker ude i verden – eller sende dem et lille flash-spil til at gøre morgenen lidt sjovere?
Kl. 17 er de til sport. Her kan du fortælle om kampresultater eller lade dem deltage i sportsquiz, der samtidig hjælper til at oplyse om korrekt opvarmning inden fysisk udfoldelse.
Og nå ja, har du et produkt du vil sælge, kan det gøres i den forbindelse.
Der er mange flere tidspunkter i løbet af en dag/uge/måned/år, hvor du via mobiltelefonen kan trække dine kunder tilbage til dit mobile websites og dermed fastholde deres interesse langt bedre end via annoncer på fx Facebook.
Teknologien er klar og i Creuna Mobile Innovation har vi kompetencerne, erfaringerne og idéerne til at få sådanne kampagner op at stå med fordel for både afsender og modtager.
Dette er blogpost 2 i en serie om de kommunikationsstrategiske muligheder ved mobiltelefoner. Læs post 1 her.
0 Responses to “Mobil tilstedeværelse skaber muligheder”