Monthly Archive for januar, 2010

Multimedieskat, mobilbetaling og skattesnyd

Regeringens nye multimedieskat gør det på mange måder attraktivt for medarbejder og arbejdsgiver at indgå en aftale om “fri” telefon – altså arbejdsgiverbetalt mobil, der også må anvendes til privat samtale.
DR’s radioavis på P1 fortæller i dag i historien om, hvordan SKAT er blevet opmærksomme på muligheden for skattesnyd, ved at lade den arbejdsgiverbetalte mobiltelefon anvende til betaling af andet end samtaler.
Mens, det er sandt at bus- og togbilletter, biografbiletter, parkering og endda bøger (Gyldendal Mobil) kan købes over telefonregningen – ja man kan endda deltage i konkurrencer med overtakserede sms’er og støtte Haiti – så kan teleoperatørerne sagtens finde ud af at skille forbruget af almindelige sms’er og samtale fra såkaldte “mobilbetalinger”.
Det gør Telmore allerede med deres produkt “håndjern”, hvor et minimumsforbrug på eks. 200 kr. skal nås hver måned. Her tæller det ikke med, hvis du har købt en bog til 150 kr. hos Gyldendal.
Mon ikke teleoperatørerne skal stille en service til rådighed for arbejdsgiverne, så de kunne skaffe sig et overblik over forbruget, eller forbyde mobilbetalinger helt?
Uanset services, understreger de nye muligheder selvfølgelig nødvendigheden af, at arbejdsgiveren formulerer en “mobilpolitik” til medarbejderne.

Mobile Commerce i Danmark anno 2010

Jeg deltog i går i en konference om mobile commerce (m-commerce) i Danmark. Jeg var blevet bedt om at holde et oplæg om markedet for mobile commerce i Danmark, som vi ser det for vores kunder.

Konklusionerne var:

  • Mobilen er ikke en lille desktop computer (bare lige for en sikkerheds skyld)
  • Ydelser og betalingsformer skal skræddersys til kontekst og mobilenheden egenskaber
  • Mobilen er på én gang personlig (id), kanal og medium for underholdning og serviceydelser, betalingsmiddel, altid online og tilgængelig.
  • Infrastrukturen drives ikke hurtigt fremad af politikere, banker og teleoperatører.
  • Alt dette har Apples iPhone App Store absorberet i et produkt… Til lykke til dem, nu er der plads til alle os andre.

Budskabet medførte en længere diskussion med bl.a. teleanalytiker John Strand, der påpeger at et overdrevent hype om iPhone slører det faktum, at Java-baserede applikationer og mobildevices, der undstøtter java-app stadig er langt det mest udbredte på markedet. Dette er selvfølgelig korrekt, men min pointe er, at den spurt som iPhone har introduceret sig med på markedet, er drevet af en innovativ og gennemskuelig distributionsmodel, hvor udviklere, distributører og ikke mindst brugere kan gennemskue hvordan de skal hhv. udvikle, afsende og modtage informationer, services og løsninger. Den model betyder IKKE at iPhone App Store er det eneste interessante for m-commerce eller mobile løsninger i det hele taget. Det betyder blot at Apple (nok en gang) har vist hvad brugervenlig service design og interaktion er – og alle andre skal tage ved lære.

Jeg er stadig af den helt klare overbevisning, at web-applikationer med indtagende brugergrænseflader (RIA) er vejen frem, hvis man vil have en fornuftig forretningsmodel på sin langvarige og brede markedsføring. App’s er gode til fokuserede kampagner og specifikke løsninger, men skal man nå ud til mere end 5 % af danskerne, så er iPhone App’s ikke tilstrækkeligt.

Du kan se min præsentation her:

M-Commerce 2010

View more presentations from Simon_Kibsgaard.

Læs mere om mcommerce projektet her: http://www.m-commercedk.dk/

“Mobile”/”ikke mobile” trends

Det er for tiden ultra populært at poste blogindlæg om trends for 2010. Jeg faldt over denne præsentation på slideshare (via mine gode kollega Anders Jacobsen), som samler mange digitale meningsdanneres bud på, hvad fremtiden vil bringe indenfor det mobile frem mod år 2020.

Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at lave en opdeling, der hedder “mobil”/”ikke mobil”, når vi taler om “The internet of things” og andre interessante udviklingsretninger for fremtiden.

Brug 10 minutter på præsentationen, læn dig tilbage og tænk et par store tanker :-)

Tak Anders :-)

Hvordan skal I bruge den mobile kanal?

I løbet af 2009 er interessen for at bruge mobiltelefoner i markedsføring, services og dialog med kunder eksploderet. I 2010 forventer vi at flere og flere brands vil udvikle en egentlig mobilstrategi og beslutte hvilke muligheder, der blot er interessante – og hvilke tiltag der kan give værdi her og nu.

En egentlig mobilstrategi er ikke så anderledes end den digitale kommunikationsstrategi I allerede bør have. Den indtænker blot den mobile kanal og de særkender og muligheder den har. Fx muligheden for at nå sine kunder på tidspunkter, hvor de ikke sidder ved en computer eller i bestemte kontekster (når de er til koncert, sidder i bussen eller står i en butik) eller muligheden for at levere et-kliks-opdateringer på informationer I stiller til rådighed.

Overordnet bør jeres mobilstrategi dog tage stilling til, om I i et konkret tiltag ønsker at etablere en længerevarende, en flygtig eller måske en viral/ambassadørlignende relation til jeres kunder. Man kan godt gøre alle 3 ting, men I vil formodentlig lettest indfri mål ved at satse på én af delene per tiltag.

Applikationen
En applikation er et program, der hjælper jeres kunder med at løse et problem. Det kan være at lave en boligbudgetberegning baseret på dagens rente og en købspris. Her løser afsendervirksomheden et problem, og relaterer sit brand til en god oplevelse og en nyttig tjeneste. Det kan også være en applikation, der straks viser kunden en video, når der bliver scoret et mål ved African Nations Cup. Hermed løses et problem, kunden slet ikke vidste han havde. Men, sådan er det jo tit og er målene seværdige relateres afsendervirksomhedens brand med en god oplevelse.

Nå, men så er det jo en iPhone App, eller hvad? Nej, det er det ikke nødvendigvis. iPhones er populære og brugerne er 5 gange så aktive brugere af avancerede mobiltjenester  som andre mobilbrugere. Men, de er ikke nødvendigvis jeres målgruppe og måske kan I nå ud til 70 % af markedets mobilbrugere (istedet for iPhones anslåede 5 %) ved at udvikle en webapplikation og distribuere den i bl.a. iPhone App Store (Mere om (web)applikationer og distributionskanaler i mit næste blogindlæg).

Den flygtige relation
Bannerannoncer er ikke passé. Ved at investere i brugergruppesegmenterede annoncekampagner kan I nå jeres målgruppe når de benytter mobiltelefonen. Det smarte ved annoncekampagner til mobildevices er at I kan nå jeres kunder med annoncer, uanset om de benytter en af de utallige gratis applikationer hentet i iPhone App Store, Android Market eller Nokia Ovi Store, eller mere “traditionelt”, når de surfer på mobilwebsites.

Selvom bannerannoncer kun får en flygtig opmærksomhed, så vil det, at de opnår eksponering på kundernes personlige devices formodentlig give en bedre genkaldelsesstatistik end plakater på busstoppesteder eller annoncer i blade. Er annoncen spændende nok, så vil kunderne klikke på den for at læse lidt mere. Ifølge E-Consultancy er responsraten imponerende 18,5 % for brugere eksponeret for mobilannoncer.

Viral/ambassadørlignende relation
Opskriften på virale kampagner er ikke så let, men én af ingredienserne kunne være en sjov mobilapplikation. I kan fx lave en applikation, der får mobildevicet til at sammensætte sjove melodier baseret på kameraets input: Altså man vifter sine hænder foran kameraet og så stiger tempo og aggressivitet i musikken mens rolige bevægelser gør også musikken roligere. Hvis det fungerer og er sjovt, så vil brugerne videresende og anbefale applikationen til andre og associere jeres brand med den gode oplevelse. Hvis I samtidig rammer jeres  egen målgruppe med applikationen, fx elektroniske musikere, så vil de helt af sig selv hjælpe jer med at udpege andre i målgruppen, ved at sende applikationen videre til de af deres venner, de selv tror er interesserede. Samtidig giver de tidligere nævnte app stores fin mulighed for at opnå omtale ved hjælp af gode ratings af applikationen. Den sidste effekt er dog svær at kalkulere med, da andre afsendere af applikationer også er ekstremt fokuserede på gode ratings her.

Så hvilken fremgangsmåde skal I satse på?
Tjah, det kommer jo an på jeres strategi, jeres budskab og målgruppe. Selvom applikationen kan give en længerevarende positiv relation med mulighed for at indsamle permissions løbende, så skal applikationen enten løse et konkret problem associeret med forbruget af en af jeres  services, fx. mobil elektronisk skadesanmeldelse ,hvis I er et forsikringsselskab, eller den skal løse et helt andet problem, fx vise førstehjælpsøvelser, der kan associere positivt til jeres brand. Hvis I ikke har en rigtig god applikations-idé eller et budget til at gennemføre en, så kan den flytige relation også være fremgangsmåden. Om I vælger en viral/ambassadørlignende eller en mere simpel annonce-form, så får I her mulighed for at opnå erfaring med den mobile kanal og jeres kunder i en mobil kontekst.

LEGOs nye sociale website

Faldt lige over LEGO® CL!CK, som er LEGOs nye websatsning indenfor sociale medier. Umiddelbart et indbydende visuelt udtryk, men der mangler pt. det indhold, som nok skal komme, når fans over hele globen uploader videoer og billeder, tweeter, blogger, går i dialog osv. osv.
Det bliver spændende at følge, om de får succes blandt de utallige sociale websteder, der i disse tider skyder frem overalt i verden, hvor det sociale og brugergenerede indhold er i centrum.

Bad news made fun

- Nå, sådan kan man jo også gøre.

Musiktjenesten Grooveshark.com er i skrivende stund tilsyneladende ramt af en virus ved navn Panda. Men, istedet for tørt at konstatere at deres anti-virus-forholdsregler ikke var tilstrækkelige til at undgå inficering og efterfølgende servernedbrud, så har folkene bag Grooveshark valgt en humoristisk vinkel. Nedenstående er et screendump af siden som den ser ud nu. Klik for full-size og læs deres historie om en illegalt importeret bjørn, der ikke tåler for meget kælen i syntetisk lys. Men historien absolut ikke forsøger at sætte Groovesharks sikkerhedsfolk i et for godt lys, så viser de sig da humoristiske. Samtidig integrerer de (som efterhånden mange andre) et twitter-feed til driftsinformationer. Det er smart, fordi det er hurtigt for it-folkene at holde verden opdateret og fordi det ligger på en kanal alternativ til deres egne måske inficerede servere.

Hvad synes du om humor-tilgangen?

(Klik på billedet for fuld størrelse)

groovesharkPandaAttack

Google Phone

Det er en af de bedst belyste hemmeligheder at Google er på vej med en mobiletelefon skræddersyet til deres Android styresystem og til at gøre brug af den enorme palette af Google services. Se fx dette link, der kun lister søgeresultater fra de seneste 24 timer. Uanset, hvornår du kommer omkring dette blogindlæg vil jeg vædde på at du får de første 10 sider med søgeresultater.

Det mest konkrete rygte (idét jeg opretter dette indlæg) er at adressen http://google.com/phone vil blive anvendt til at sælge telefonen, der egentlig er en HTC Passion med Android 2.1 installeret.  Lige nu er sitet en 404 (“siden eksisterer ikke”), men om alt går vel, går sitet i luften en gang på tirsdag (9am -8 GMT / 18:00 DK tid). Vi får at se.

Umiddelbart er nyden om en Google telefon jo kun for nørder, der går op i hvem der har lavet (eller brandet) et produkt. Men, lanceringen er også en del af en galopperende tendens, der er for alvor har taget fart i 2009 og som vil blive umulig at bemærke i 2010: Google er fuldt fokuseret på kombinationen search+services+location+social.

Den første kender vi, man kan søge overalt med Googles søgemaskine. Services, det er GMail, Docs,  Maps, Sites,  Apps, Youtube, Adwords, Analytics, Picasa, Wave og et væld af andre GRATIS services, der kan tilgås med den samme Google Account (ja, bortset fra det skøre unødvendige mismatch mellem Google Apps og alle de andre). Location, det er Google Maps (der i seneste mobile version har navigationssoftware, hvilket fik aktierne på Garmin og TomTom til at falde øjeblikkelig ved annonceringen), Google Places, Local Business (der i dén grad truer umulige Krak) og med opkøbet af review-tjenesten Yelp.com har de købt sig ind på meget detaljerede, alsidige og opdaterede data om forretninger til brug for lokationsoptimerede søgninger. Tager man sin Android telefon og søger på google.com, får man søgeresultaterne berigede og sorterede efter den lokation man har lige nu – det er lækkert og i ægte Google stil bliver det bare stille og roligt introduceret som en berigelse af kerneydelsen. Ikke noget med at lancere, promovere og installere et nyt produkt.

Endelig; vi har et personligt device i lommen (en smartphone eller en feature phone, med en god mobil browser), der kan hjælpe os med at finde informationer (search) og løse opgaver (services) der er kvalificerede ud fra vores nuværende position. Næste logiske skridt er at blive sociale. Der er allerede masser af applikationer til især iPhone og Android, men noget kunne tyde på at Google med bl.a. Social Search vil hjælpe med at samle de sociale netværk og integrere dem i det personlige device. Google Latitude er et andet eksempel på dette. Lige nu er det blot en service, der kan vise dig hvor dine kammerater er lige nu og i forhold til dig selv, ved hjælp af Google Maps på mobilen. Det ligger selvfølgelig lige til højrebenet at udvide denne service med fx Google Chat annonceringer baseret på radius, a la “Hej er på Bodea 65, kom og rafl!” sendt ud til alle venner i en radius af 7 km.

Godt nytår og velkommen til “The Year of The Mobile”.