All these worlds are yours. Including Europa.
Panelets parafrase over en replik fra Arthur C. Clarkes 2010.
Der er noget over at møde mennesker, som beskæftiger sig med noget virkeligt vigtigt, mens vi andre går rundt og taler markedsføring. Derfor var det mere, end en fornøjelse at overvære panelet fra NASA Jet Propulsion Laboratory fremlægge, hvordan de arbejder med at visualisere data fra NASAs ubemandede -missioner.
Én ting er, at de er virkeligt dygtige til visualiseringer hos JPL – det kommer jeg tilbage til – noget andet er, at deres bevæggrund for at beskæftige sig med formidling burde inspirere alle offentlige virksomheder.
NASA er skattefinansieret og derfor mener organisationen (naturligvis, fristes man til at sige) at skatteyderne skal have noget nær fuld adgang til de data, som missionerne skaber. Og det er her at alle offentlige organisationer skal folde ørerne ud: Skatteborgerne har ret til de data, organisationens arbejde afføder. Det er meget simpelt: Borgerne betaler regningen – borgerne skal have adgang til data.
Det er nu ikke fordi NASA og JPL får mange penge til at formidle NASAs arbejde – der er mange politiske grunde til, at stække NASAs evne til formidling – men organisationen gør hvad den kan for at give data tilbage til borgerne. Bl.a. lægges data fra de to Mars Rovers (hvor nu kun den ene stadig lever) direkte på webben. Billederne offentliggøres råt, uden behandling – og det medfører den pudsighed, at europæiske amatører pga. tidsforskellen typisk ser disse billeder før NASA selv gør.
Briten Douglas Ellison var én af de rumnørder, der hentede de rå data og skabte billeder fra dem, og han stiftede for år tilbage et website – unmannedspaceflight.com – hvor andre som ham kunne samle billeder, som de havde skabt pba. NASAs data. Disse billeder var ofte af samme eller højere kvalitet, end de, som NASA selv sammensatte. Fremfor alt var de mere underholdende og smukkere.
Det endte faktisk med, at Ellison blev inviteret til at arbejde i Pasadena hos NASA JPL som ekspert på visualisering af data fra NASAs missioner, og sad således med i panelet.
Panelet bestod også af Ellisons chef Kevin Hussey (Manager of Visualization Technology, JPL), Miles O’Brien, videnskabsjournalist hos PBS og Veronica McGregor (News Manager, JPL) – alle ekstremt dedikerede mennesker med en passion for at dele de fantastiske indsigter, som NASAs missioner giver.
Udover 3D-billeder fra Mars-missionerne, skarpe holdninger til mediernes ekstremt ringe formidling af videnskabeligt indhold (i USA såvel som i Danmark, fristes man til at sige), og en bredside mod en kongres, som tilsyneladende modarbejder videnskabsformidling, præsenterede panelet nogle fascinerende visualiseringer af vores verden.
Eyes on the Earth er et imponerende kig på helt friske data fra alle NASAs satelitter og de data, de konstant skaber om vores ozonlag, kuldioxid og kulilte-indhold i atmosfæren. Grafikken skabes på realtime, eller nær-realtime-data fra satelitter i kredsløb om jorden.
Et kig på ISS – i skrivende stund – med jorden i baggrunden. Fra Eyes on the Solar System
Endnu mere imponerende er efterfølgeren til Eyes on the Earth, nemlig Eyes on the Solar System – en real time-visualisering af vores solsystem, nabostjerner – ja faktisk hele vores galakse, eller det vi nu kender af den, og af det kendte univers. Data om exoplaneter er på vej, kunne NASA fortælle.(kræver Unity 3D Webplayer – kan findes her, hvis den ikke installeres automatisk).
Det fascinerende ved disse visualiseringer er naturligvis både den tekniske udførelse og den løbende strøm af altid friske og autoriserede data direkte fra NASA, men allermest fascinerer den ånd, hvori projekterne er skabt: Disse data tilhører de amerikanere, der har betalt for satelitter, raketter og de mange tusinde mennesker, der arbejder hos NASA. Og de skal formidles bedst muligt.
Som et kuriosum bør nævnes, at den 3D-platform, som Eyes on the Solar System er bygget på er Unity 3D – et dansk produkt.



0 Responses to “Åbne data på den fede måde fra NASA Jet Propulsion Laboratory”