
For et års tid tiden annoncerede Google en betydeligt mere avanceret algoritme til indeksering af Flash. I artiklen ‘Flash er stadig en kæp i hjulet på søgemaskineoptimering‘ serverer Version2 en overordnet gennemgang og konkluderer, som titlen antyder, at Flash i søgemaskineoptimeringssammenhæng endnu ikke måler sig med klassiske SEO-principper. Da jeg personligt har bidraget til artiklen, vil jeg her forsøge at præcisere baggrunden for netop den konklusion og ikke mindst, hvorfor der stadig er tale om et meget interessant initiativ.
Konkret ligger forbedringerne i en mere omfattende og relevant indeksering. Google har i længere tid været i stand til at finde indhold i Flash-elementer, men hidtil har resultatet været overflødigt statisk indhold såsom den klassiske intro. Det interessante i første omgang er naturligvis ikke bare at kunne gennemskue dynamisk indhold, men dertil kunne associere dette med den side, det enkelte Flash-element er placeret på og ikke mindst tilføre samme side indeksérbar værdi.
Google er altså idag istand til at ‘læse’ indhold, der i Flash hentes fra eksterne kilder som XML eller SWF og opfatte dette som en del af den samlede kontekst, hvor elementer som sidetitel og meta-information fortsat kommer fra HTML. I modsætning til en indekseret PDF-fil er et link fra Google til en Flash-fil oftest uinteressant, hvorfor denne association har altafgørende betydning. Det gælder for alle websites, hvad enten disse udelukkende er baseret på Flash eller består af enkelte elementer.
Langt de fleste benytter i dag scripts, som SWFObject, til indsættelse af Flash-filer i HTML, hvilket eksempelvis giver en simpel mulighed for at udskrive alternativt struktureret information. Hvor søgemaskinerobotter traditionelt ikke udfører javascript, har Google valgt at acceptere denne metode, ligesom SWFAddress kan hjælpe med en unik adresse til hver ’state’ i et Flash-element, som dermed vil fremstå som enkeltstående søgeresultater.
Hvad Google derimod endnu ikke kan gennemskue er strukturelle sammenhænge, da det ganske enkelt ikke er muligt at angive i Flash. Og netop her ligger den mest grundlæggende forskel mellem Flash og traditionel HTML, når det kommer til søgemaskineindeksering. Med webstandarder i HTML er det muligt at tilføre hvert dokument en semantisk betydning og dermed give relevante nøgleord, eller sammenhænge, ekstra værdi.
Den bekymring deles af flere og kommer eksempelvis til udtryk gennem kommentarer på Google Webmaster Central, hvor en bruger udtrykker det således:
More importantly, does this have any positive effect on Flash’s core indexing problem, its lack of granularity? Indexing every piece of text from a swf still won’t crack the top hundred results when pitted against a html pages with concise, relevant content.
Google og Adobe kender naturligvis til denne begrænsning i Flash. Adobe arbejder derfor på en løsning der på sigt skal kunne efterkomme de fordele, HTML giver i forhold til optimal søgemaskineindeksering, tilgængelighed og generel meningsfuld struktur. I et svar på Adobe SWF searchability FAQ lyder det:
As with HTML content, best practices will emerge over time for creating SWF content that is more optimized for search engine rankings.
Det er svært at forestille sig Flash efterleve en komplet HTML specifikation, så der bliver sandsynligvis tale om et mindre sæt regler, der muliggør opmarkering af væsentlige elementer som eksempelvis et overskriftshiraki. Disse regler kunne passende være baseret på den kommende HTML5 standard, for således at kunne skelne mellem navigation, sektioner, artikel og dertil hørende relateret information. Lige så snart dette bliver en del af SWF-specifikationen vil det også være muligt for Google og andre søgemaskiner at genkende en egentlig struktur.
Med dynamiske tekstfelter i Flash er det i dag muligt at benytte et meget begrænset udvalg af helt simple HTML elementer, herunder afsnitsindeling, linieskift og links, hvilket sandsynligvis kunne udvides, men en seriøs løsning kræver en helt grundlæggende mulighed for angivelse af dokumentstruktur.
Google og snart Yahoo! er kommet ekstremt langt i forhold til en komplet indeksering på tværs af platforme. Med ét, har millioner af Flash-baserede websites fået sig en synlig/indekseret profil, hvilket gør det super interessant at følge den fremtidige udvikling hos Adobe, Google (og Yahoo!). Koncentrerer man sig isoleret set om søgemaskineoptimering varer det dog lidt endnu før Flash kan hamle op med de gamle støvede HTML-dokumenter – én ting er overhovedet at blive indekseret, en anden at kunne optimere på samme for at opnå en bedre ranking, så om ikke en kæp i hjulet, så i hvert fald lidt grus i mekanikken.
På nuværende tidspunkt kan metoden altså knapt betegnes SEO (Search Engine Optimization), men nærmere SEF (Search Engine Friendly). Moderne SEO består dog af mere end bare strukturel indeksering, med Link Building, Web 2.0 Marketing og Conversation Domination er valg af platform heldigvis ikke af afgørende betydning.
Teknikken er fortsat relativt ny og Google’s indeks er først ved rigtigt at tage form, hvorfor det kan være svært at udtale sig om de egentlige konsekvenser. Der er allerede foretaget en del tests, der på den ene side bekræfter algoritmens intelligens, men på den anden side mistænkes for at ignorere eventuel bagvedliggende semantisk HTML samt for at manipulere med default snippets (den tekststump, der vises som del af søgeresultaterne), der normalt trækkes fra en eventuel meta-beskrivelse.
Det kunne være rigtig interessant at høre fra de af jer, der allerede har høstet noget erfaring eller måske allerede kender til det, Adobe kalder for best practices.
Læs mere på Google Webmaster Central, eller i pressemeddelelsen fra Adobe.
Seneste Kommentarer